Nyhedsbrev – sommerhilsen

Havedag
Tak til Mia for endnu en fin havedag – og tak til alle, der mødte op.  Der var travlhed fra morgenstunden, og vi var heldige med vejret. Det gamle legehus blev erstattet med et nyt, fliserne ved trappen fra Jollen til Poppelstien blev lagt om, der blev malet, luget, klippet og fældet. Men uden mad og drikke går det jo ikke. Så traditionen tro startede dagen med kaffe og croissanter og sluttede med Max ved grillen. Som altid en meget hyggelig dag.

Legeredskaber
Som skrevet ovenfor er der kommet nyt legehus. Det ser ud, som det er mindre end det gamle, men det skyldes måske, at der ikke er en veranda. Huset bliver flittigt brug, og det er dejligt, at der bliver ryddet op efter leg, så der er klar til næste “lille familie”, der rykker ind og måske starter en ny café. Huset er p.t. træfarvet, men det vil snart få den rigtige grå farve – GORI 220 Lys Grå Umbra – så det passer til bebyggelsen.
Ved skoven i Staget blev der i mandags endelig installeret et nyt gyngestativ. Det blev indviet den 29. juni kl. 17. Der er også blevet lagt ekstra faldfliser, så vi nu lever op til de gældende krav for offentlig legeplads.

Affald – containere
Vores nye affaldscontainere fungerer grundlæggende godt, der er dog visse udfordringer, de bliver nemlig hurtigt fyldt op. Vi har kontakt til kommunen og fokus på, at intervallerne mellem tømningerne er for lange, men foreløbig må vi acceptere datoerne for tømning. Vi kan alle hjælpe med til at begrænse volumen. Husk at presse plastikken godt sammen, det vil hjælpe meget. Mælke- og juicekartoner skal vi stadig lægge i restaffald. Flamingo hører ikke hjemme i plast, da det ikke kan genanvendes, det skal til genbrugspladsen. Husk, at der ikke må komme pap i papircontaineren – det tager alt for meget plads og er ikke en del af den estimering, der ligger til grund for størrelsen af vores containere i Jollen og Staget. 

Affald og nærområdet (skoven)
Det næste er nok for de fleste en selvfølge, men det kommer nu alligevel med her. Vi har modtaget klager dels fra kommunen og dels fra privatfolk vedrørende bortkastning af affald i fredskoven. Det er ikke tilladt at kaste affald i skoven. Vi gør opmærksom på, at jord fra plantekasser, potteplanter, juletræer, afskårne grene m.m. skal afleveres til kompost på den dertil indrettede plads hos Lasse i Sprydet 1, eller køres til genbrugspladsen i Skibstrup.

Hjertestarter
Vi arbejder på at holde et ”brushupkursus” i brug af vores Hjertestarter. I vil høre fra os, når der er fastlagt en dato.

Sommerhilsen
Åh ja, vi har mange regler her i vores bebyggelse, og det kan være svært at overholde alle, måske fordi man ikke har sat sig ind i dem. Alle disse regler er ikke til for at genere nogen, men udelukkende for at skabe og bevare vores smukke dejlige byggeri og omgivelser. Nyd sommeren, gå ture i området, sæt pris på at bo netop her, hvor der i smukke rammer er mulighed for ro og for socialt fællesskab, som bl.a. er en af de kvaliteter, man stræber efter i de nybyggerier, der skyder op i vores kommune. Vi har det hele her, og vi har hinanden.

De bedste sommerhilsener
Bestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *